
’Kongens nye klæder’…..fra Marcello Bergamo
Så kom den store dag endelig hvor Team Fakta’s tøjudvalg kunne fremvise den spritnye 2013 kollektion, som i år var blevet produceret af Marcello Bergamo.
Om processen med at anskaffe det nye tøj siger kaptajnen; - ”Sidste års famøse episode med Bikebuster gjorde at vi i tøjudvalget (StorKlingChung, Dahl og Kaptajnen) i år ville gå andre veje”. Vi tog derfor kontakt til Henrik Dahl fra Marcello Bergamo, som er en forholdsvis ny tøjproducent på det danske marked.
Efter en god fremvisningsaften i Carlsbergs hyggelige omgivelser, blev det hurtigt besluttet, fra udvalgets side, at vi ville gå videre med at få produceret et udkast til et nyt design til 2013 sæsonen.
Fra Kaptajnen forlyder det at der har været særdeles stor tilfredshed med hele processen, hvor Henrik har været en yderst aktiv deltager i udformning at det nye tøj, og i gennem hele forløbet er kommet mange brugbare input i forhold til placering af logo, farvevalg, og tekniske modificeringer – stor tak til Henrik.
I forbindelse med lanceringen af det nye Teamtøj, har Henrik desuden taget sig tid til at svare på et par spørgsmål fra holdets udsendte ’rapporter’:
TF: Kan du fortælle lidt mere om hvem manden og firmaet Marcello Bergamo er?
HD: ”Virksomheden MB er grundlagt i 1978 af Marcello Bergamo, som på dette tidspunkt netop havde afsluttet sin professionelle karriere som professionel cykelrytter. Marcello besluttede sig for at videregive sine erfaringer som rytter og gøre dem tilgængelige for alle sportsentusiaster i verden. Marcello Bergamo har som rytter deltaget i hele 8 Giro d’ Italia og et enkelt Tour de France. Han vandt 11 sejre i sin 10 år lange professionelle karriere. Den dag i dag er han er stadig en del af organisationen bag virksomheden”.
”Fabrikken er placeret i Castano Primo mellem Milano og Como, dermed midt i et af Italiens mest cykelsports interesserede regioner, nemlig Lombardiet. Daglig arbejder mere end 50 medarbejdere med henholdsvis produktion, design og udvikling. Alt sammen for at sikrer optimal komfort for brugerne af vores produkter”.
TF: For et forholdsvis lille hold som Team Fakta var det helt perfekt at MB starter produktion af tøj helt ned til 10 sæt per design. Er det en bevidst strategisk beslutning fra jeres side og hvad ser du som fordelene ved et sådant setup – både for jer og for os?
HD: ”Vi producerer nemlig helt nede fra 10 sæt. Dette for at sikre at mindre virksomheder, mindre private grupper også kan komme på landevejen/i skoven med et ens udtryk.
Oftest ses det, at grupperne vokser sige større, da det nu lige pludseligt er synligt, at de cykler sammen som en gruppe og andre bliver interesseret”.
TF: I forhold til trenden (for så vidt angår farvevalg og design) indenfor cykeltøj, hvordan vil du så beskrive Team Fakta’s 2013 sæt – følger det trenden eller vil det ’stikke’ lidt ud fra mængden?
HD: ”Det er flot at se, at Team Fakta har været villige til at gå lidt mod strømmen i forhold til designs.
Lodrette striber i forskellige farver og klart asymmetrisk design er noget der vil skille sig ud i feltet”.
TF: Vi har valgt at få lagt jeres Air Tech Gel Pro indlæg i bukserne – kan du fortælle lidt mere om dette indlæg og hvad det specifikt har af fordele/ulemper?
HD: ”Air Tech Gel Pro indlægget er fra Elastic Interface Technology. Det er et af vores mellem/lang distance indlæg, som har 2 forskellige skumhårdheder. Derudover er indlægget forsynet med et gelindlæg, som giver rytterne ekstra støtte på de længere ture. Hele undersiden af indlægget er perforeret for maksimal åndbarhed. Helt sikkert et kvalitetsindlæg, hvor ulemperne er svære at finde”.
TF: Med tanke på de nuværende temperature udenfor, vil det da være muligt (med vores nuværende design) at kunne producere en vinter kollektion?
HD: ”Ja, vi kan sagtens producere en vinterkollektion til Jer i dette design…I siger bare til!!”.
Om tøjet kan der ydermere siges, at snittet på 2013 sæsonens tøj er mere Race-agtigt end sidste års model - hvilket især holdets Kamikaze pilot, Kenni Fehstedt hurtigt bemærkede, da tøjet til stor begejstring bliv vist frem i de interimistiske klublokaler på Artillerivej.
Nu venter vi bare på at vejret bliver en smule bedre, så vi i samlet flok kan komme ud og vise de nye farver frem – mon ikke Team Fakta, med holdets nye look i mente, vil blive bemærket når sæsonen for alvor bliver skudt i gang om et par måneder?
’Kaptajnen’


Pressemeddelse